Sig tak for året der gik

I forbindelse med årsskiftet er der en tilbøjelighed til at fokusere på de ting, vi ikke nåede i det forgangne år. Mål der blev sat i håbet om at vi nåede det i år, de ting der gik galt, et cetera.

Vi glemmer helt alt det, vi rent faktisk fik nået i årets løb!

Arbejdsopgaver du fik afsluttet, bøger du fik læst, oplevelser sammen med familie og venner, ture i og/eller uden for Danmark, kurser online eller personligt, osv. Både store og små successer og oplevelser gælder.

På min liste står der ting som; At jeg bl.a. fik læst ’Goodbye Hurt and Pain’ by Dr. Debora Sandella founder of the RIM method og ’Life is like Riding a Bicycle’ af en af mine gode venner Rene Guerra. At jeg holdt et oplæg på en konference for Traumatic Stress, Underviste en uge på Öland, Kajakkursus, Middag sammen med vores store børn under Copenhagen Diningweek. Møde med en kollega fra Holland der kom forbi København og et par hyggelige uger i sommerhus. Hele listen fylder godt over en side og hjælper mig til at holde fokus på alt det, jeg rent faktisk fik nået sidste år.

Nu er det din tur!

Jeg er sikker på, at du også kan få lavet en lang liste over alt det, du fik nået i løbet af de sidste 12 måneder, når du først går i gang. Min invitation til dig er at tage en time evt. sammen med din partner, hvor du sætter dig godt til rette og giver dig lov til udelukkende at fokusere på alt det forgangne år. Du er velkommen til at bruge din kalender, mens du laver en brainstorm over store og små ting. Undgå at evaluere og skriv alt ned, som du kommer i tanke om.

Herunder kommer en række spørgsmål, du kan bruge som inspiration:

  • Hvilke bøger har du læst/lyttet til?
  • Hvilke oplevelser har du haft alene? Sammen med familien? Med venner?
  • Hvilke foredrag eller kurser har du været på? Lyttet til?
  • Hvilke succesoplevelser har du haft på arbejde? Hjemme?
  • Hvilke mål har du helt eller delvist opnået?
  • Hvilke milepæle har der været gennem året? (inkl. Jobskift, runde fødselsdage, jubilæer,…)
  • Hvilket frivilligt arbejde har du deltaget i? Inkl. Hjælpe en nabo, eller have en enkelt vagt på et stævne, …
  • Hvilke reparationer, ændringer, investeringer, oprydningsindsatser har du haft foretaget i hus, have, virksomhed?
  • Hvilke nyanskaffelser har du foretaget dig?

Det kan være du er blevet inspireret undervejs til nye ting, du ønsker at opleve i det kommende år? Bøger du gerne vil læse? Nye mål du gerne vil opnå? Når du har fokus på det du har opnået åbner det op for muligheder og ny inspiration. Husk at skrive dine ønsker for det kommende år ned, så kan du altid omdanne dem til mål senere. Mere om målsætning i næste blokpost.

Jeg vil slutte af med at sige tak til alle jer som følger mig, alle jer der har inspireret mig i løbet af året og ikke mindst alle jer som jeg har været så priviligeret at møde i mit arbejde både individuelt, til foredrag og kurser. Tak for et godt år i 2017 – jeg ser frem til endnu et begivenhedsrigt år i 2018, der starter med en videreuddannelse til RIM- træner i januar og en foredragsrække i samarbejde med CA i februar.

Rigtig godt nytår til jer alle

Lotte