Fleksibilitet og den danske sommer hører samme
Først nu modner jordbærrene på friland. Det er senere end normalt og skyldes de kolde måneder, vi har haft indtil denne uge. Lige nu er det varmt og rigtig sommervejr, men vejrudsigten fortæller os, at vi igen får regn og ned til 17 grader.
Sommeren i år er lunefuld, og det gælder om at udnytte de gode stunder. Ved at planlægge lidt, kan du udnytte de solskinstimer, vi har. På hjemmefronten kræver det ikke meget at planlægge en picnic eller spise i haven, her skal vi bare være opmærksomme på at gå udenfor, når vejret tillader det. Mange af de praktiske opgaver kan også flyttes udenfor – for eksempel at ordne vasketøj – og haven skal heldigvis også passes uanset vejret.
På arbejdet kan det være sværere at gribe de sommerstunder, vi får. Men tænk over, hvor du kan være fleksibel i dit arbejde. Pauserne er det nemt nok at holde udenfor. Måske kan nogle af dine møder også flyttes ud og foretages under en afslappet gåtur? Flere større virksomheder i blandt andet USA har tilladt gående møder, fordi de fremmer kreativiteten og samtidig giver ny energi. Planlægning af opgaver, udkast til et vigtigt brev og gennemgang af nogle projekter kan også med fordel flyttes udenfor.
Tænk over dine løbende opgaver og overvej, om nogle af dem er gode at flytte udendørs. Læg dem til side, hvis de kan vente. Lav aftaler med din chef og dine kollegaer, så I er enige om hvordan og hvornår opgaver må flyttes ud.
Desværre er det ikke muligt for alle at flytte arbejdet udenfor, men ved at tænke utraditionelt er det måske muligt for dig? Med planlægning og fleksibilitet ønsker jeg for dig, at du kan udnytte sommerens solskinstimer bedst muligt.
Rigtig god sommer