At være taknemmelig for det vi har

Forfatteren Jan Sonnergaard døde uventet af et hjertestop i denne uge, kun 53 år gammel. Når jeg hører om tragedier som denne, bliver jeg opmærksom på, hvor meget jeg selv har at være taknemmelig for: Et godt helbred, en dejlig familie, at bo i Danmark med fri adgang til uddannelse og sundhedssystemet og meget andet.

I dag er det Thanksgiving i USA. I mange familier fejres denne dag traditionelt både med god mad og en runde omkring bordet, hvor store og små takker for de ting, de er taknemmelige for er sket i løbet af året.

Nogle gange kan det være svært at se, hvad man har at være taknemmelig for, specielt hvis man har oplevet meget modgang. Ved at blive opmærksom på de små gode ting i tilværelsen fremmer vi et mere positivt syn. Tænk derfor også over de små ting, som du har at være taknemmelig for, for eksempel:

  • Tag over hovedet
  • Mad på bordet
  • Flammen fra et stearinlys, der spreder hygge i denne mørke årstid

Når vi nu går ind i julemåneden, er det nemt at lade sig gå på af julens stress og jag. Ved i stedet for at fokusere på, hvordan du kan forenkle julens opgaver og styrke det, der skaber juleglæde, kan du få en mere afslappet jul. Et godt fif er også at slukke for telefonen, når vi hygger os sammen.

Julen er hjerternes fest, og der er meget at være taknemmelig for i denne tid. Ud over de mere klassiske ting som samvær med familien, er der også helt andre ting, vi kan være taknemmelige for, fordi de kan lette vores hverdag:

  • At der kan købes gaver online, så vi slipper for selv at styrte rundt
  • En fryser, så vi kan forberede maden i god tid
  • Færdigkøbt dej, så småkagerne ”næsten” er hjemmebagte
  • Find selv på flere eksempler

Jeg ønsker dig en rar og afslappet julemåned

Lotte