Er du forberedt?
Her til morgen vågnede Ukraines indbyggere op til lyden af en russisk invasion. Efter flere ugers sabelraslen var nogen mennesker forberedt og andre var ikke. Vi står måske ikke lige overfor en russisk invasion herhjemme, men vi kan stadig blive påvirket af storm, oversvømmelse, strømafbrydelser, industrikatastrofer og meget andet. Du har skubbet risikoen ud af din bevidsthed, men din underbevidsthed vurderer den alligevel hele tiden.
Jo bedre du er forberedt på det uventede, jo roligere vil du føle dig. Dagens begivenheder er en påmindelse om at finde ud af hvordan du forbereder dig. Svenskerne har lige husstandsomdelt folderen “Om krisen eller kriget kommer.” Vi har ikke fået noget husstandsomdelt siden “Hvis krigen kommer” fra 1962, men beredskabsstyrelsen har nogen gode informationer på deres hjemmeside. Brug lidt tid i dag på at blive bedre forberedt. Du vil opdage at forberedelse virker beroligende.