fbpx

Søvnproblemer? Her er 7 tips til at sove bedre

Mange oplever søvn problemer, specielt i stressede og angstfyldte perioder. I denne tid hvor covid-19 florerer er angsten for vores nærmeste og for fremtiden en stor medspiller i vores søvnproblemer. Det er helt almindeligt at have svært ved at sove i denne tid, samtidig har vi også brug for alt vores energi til at takle en ændret hverdag.

Herunder kommer 7 tips som jeg håber kan få dig til at sove bedre.

  1. Gå i seng til en fast tid hver dag. Forskning peger på, at den søvn, vi får før midnat, er den bedste. Afprøv forskellige tidspunkter en uge af gangen, til du finder det bedste tidspunkt for dig.
  2. Undgå blåt lys i minimum en time før sengetid. Selvom man ikke lægger mærke til det, er lyset fra fjernsyn, computer, tablets og smartphone meget blåt. Hvis dit udstyr har en ”night shift” funktion, så aktivér den. Dæmp samtidig lyset i rummet og hav så vidt muligt kun lamper med et varmt skær tændt.
  3. Undgå stimulanser om aftenen. Sukker, koffein, alkohol og tobak påvirker både evnen til at falde i søvn og vores søvnkvalitet.
  4. Tunge måltider kort før sengetid påvirker søvnen. Det er bedst når der er tid til at fordøje måltidet inden du går i seng. Omvendt sover vi heller ikke godt hvis maven rumler. Her kan et enkelt stykke groft brød med ost eller smør hjælpe os til at sove bedre.
  5. Luft godt ud inden du lægger dig til at sove, og sov i et mørkt rum, brug eventuelt en øjenmaske.
  6. Hav en notesbog liggende ved sengen og ”tøm hjernen” inden du lægger dig til at sove. Eller hvis du vågner op om natten med nye tanker. Brug et par minutter næste dag på at kigge listen igennem og overfør eventuelle opgaver til videre bearbejdelse. Det gælder også for ”Hvad nu hvis … ” tanker, som der kan være mange af i denne corona-tid.
  7. Vågner du i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen, kan det hjælpe at stå op og gå lidt rundt eller sætte sig og læse en bog, gerne en lidt kedelig én. En kop varm afslappende te kan også hjælpe. Tænd så lidt elektrisk lys som muligt. Søvnhormonerne stimuleres af svagt rødligt lys som fra et fyrfadslys.

Det er individuelt hvor mange timers søvn du har brug for som voksen. De fleste har brug for 7-8 timer, men det kan variere fra 6 til 9 timer. Du får nok søvn, når du føler dig veludhvilet om morgenen og vågner før dit vækkeur.

Sov godt 🙂

Lotte

Hvad kan du gøre lige nu for at hjælpe dig selv og dine nærmeste?

www.lottevesterli.dk/corona har jeg valgt at lægge øvelser og inspiration til, hvad du kan gøre aktivt for at hjælpe dig selv og dine nærmeste. Siden er frit tilgængelig og lavet for at hjælpe dig bedst muligt i denne meget specielle situation. Siden opdateres løbende, så kig forbi af og til. Det er mit håb, at der også er noget der vil hjælpe dig.

En hel normal reaktion i en unormal situation

Pandemi – krise – uvished. Vi ved ikke hvad der sker i morgen. Usikkerheden fylder.

Mange bolde skal jongleres, både fysiske og psykiske: hjemmearbejde, børn, forældre, uvished, bekymring, opdaterede forholdsregler.

Og måske værst af alt: Ingen kan forudsige præcist hvad der kommer til at ske i løbet af de næste dage og måneder. Hvor lang tid skal vi holde os isolerede, hvor mange dødsfald bliver der, kan sundhedssystemet klare presset, og hvad med mine kære som arbejder med de syge hver dag?

Kroppen reagerer på presset. Hver især reagerer vi forskelligt. Forskellige erfaringer, tidligere oplevelser, og ydre omstændigheder påvirker os.

Langt de fleste af os står i dag i en situation, vi ikke har prøvet før. Måske forventes du at skulle lægge en 8 timers koncentreret arbejdsdag, samtidig med at du passer din lille søn som har svært ved at sidde stille, og skal hjælpe din lidt ældre datter med skolearbejdet? Måske sidder du helt alene og savner den daglige fysiske kontakt med andre mennesker, og de negative tanker har nemt ved at tage overhånd? Måske er du isoleret derhjemme, fordi du er i højrisiko-gruppen, og angsten for hvad der sker, hvis du bliver smittet fylder?

Uanset din situation er der vendt op og ned på dagligdagen og det giver reaktioner – reaktioner som er helt almindelige i denne ualmindelige tid.

Almindelige reaktioner lige nu er blandt andet:

  • Du har svært ved at tænke klart.
  • Du har svært ved at strukturere hverdagen og syntes ikke du får tingene gjort.
  • Du oplever, at du reagerer voldsommere end du plejer
  • Du lukker dig mere inde i din egen verden.
  • Søvnproblemer.
  • Manglende eller mere appetit.
  • Forskellige angstreaktioner.
  • Tristhed.

Disse stress-reaktioner er  helt normale i en unormal situation!

For de flestes vedkommende vil disse reaktioner langsomt gå over, når situationen stabiliserer sig. Nogle vil dog opleve længerevarende reaktioner, specielt hvis de har været under pres før. Her kan det være vigtigt at søge professionel hjælp, enten individuelt eller i grupper.

Mange terapeuter og psykologer har åbnet op for online behandlinger. Personligt har jeg haft klienter online i flere år med god effekt, og hvis du er interesseret i at vide mere, er du velkommen til at bestille tid til en 20 minutters gratis introduktions-samtale her.

Hvad kan du gøre lige nu for at hjælpe dig selv og dine nærmeste?

www.lottevesterli.dk/corona har jeg valgt at lægge øvelser og inspiration til, hvad du kan gøre aktivt for at hjælpe dig selv og dine nærmeste. Siden er frit tilgængelig og lavet for at hjælpe dig bedst muligt i denne meget specielle situation. Siden opdateres løbende, så kig forbi af og til. Det er mit håb, at der også er noget der vil hjælpe dig.

Lotte