Gamle traumer bliver siddende
Jeg drejede rundt om et hjørne og så stod den store hvide hund der. Jeg sprang forskrækket tilbage. Men hunden var i en lang snor og fulgte efter mig. Jeg kunne ikke tænke på andet end at flygte.
I virkeligheden var der ingen fare på færde. Hunden ville bare gerne hilse og var ikke aggressiv. Dens ejer skyndte sig at trække den til sig, da han så min reaktion.
Men min krop fortalte mig noget andet. Som barn og ung har jeg haft grimme oplevelser med hunde. De oplevelser har fæstnet sig som en kraftig angst for hunde. Da jeg fik børn, gik det op for mig, at jeg ikke ville risikere at videregive denne angst til dem. Så jeg gik i gang med at arbejde på min angst for hunde.
I dag kan jeg sagtens gå i vores lokale skov – også den del hvor hunde må løbe frit – uden at blive bange for hunde, selv om de kommer imod mig. Jeg bliver nok aldrig glad for hunde, men jeg er nået fra angst ned til blot at være ekstra opmærksom.
Denne dag var anderledes, fordi jeg blev overrasket. Når man ved at man går i et skovstykke med løse hunde, er man forberedt. Når man midt i byen pludselig møder en hund, man ikke havde set komme, kan reaktionen fra de gamle traumer uventet dukke op.
Traumer sætter sig i kroppen, og der er mange lag at give slip på. Det sidste aspekt er typisk reaktionen, når man bliver overrasket. Fordi jeg tidligere havde arbejdet så meget på min angst for hunde kunne jeg hurtigt slappe af igen og fortsætte min tur.
Hvis du har haft en lignende oplevelse, hvor din krop går i alarmberedskab, så kan følgende øvelse hjælpe dig. Du kan udføre den lige efter begivenheden mens du går videre.
1. Sænk bevidst skuldrene og ret ryggen.
2. Tag et par dybe, rolige vejrtrækninger. Er din vejrtrækning meget hurtig og overfladisk, så brug nogle minutter på langsomt at nedsætte rytmen og øge dybden i åndedrættet.
3. Tænk din oplevelse igennem som om du fortalte en historie til en anden. I mit eksempel sagde jeg til mig selv “Hunden kom rundt om hjørnet og overraskede mig. Jeg veg tilbage og hunden fulgte med. Men når jeg tænker over det, så virkede hunden ikke aggressiv, og ejeren trak hurtigt hunden til sig. Jeg kunne se at situationen ikke var farlig og kunne gå videre”.
Mærk hvordan roen sænker sig igen. Du skal vide at du havde en helt normal reaktion, der var påvirket af dine tidligere oplevelser.
Jeg håber denne øvelse kan hjælpe dig til hurtigt at falde til ro igen. Hvis du har svært ved at give slip på din oplevelse, så tænk over hvad kan ligge til grund. Hvis du har min bog “Dit Liv efter Mobning“, kan du tage fat i kapitel 10 og bruge tapping-metoden til at bearbejde din oplevelse. Hvis oplevelsen stadig fylder, har du måske brug for hjælp til at give slip på et gammelt traume, der er blevet trigget. Du er altid velkommen til at booke en gratis intro-samtale med mig og høre mere om, hvordan jeg hjælper folk.