En hel normal reaktion i en unormal situation
Pandemi – krise – uvished. Vi ved ikke hvad der sker i morgen. Usikkerheden fylder.
Mange bolde skal jongleres, både fysiske og psykiske: hjemmearbejde, børn, forældre, uvished, bekymring, opdaterede forholdsregler.
Og måske værst af alt: Ingen kan forudsige præcist hvad der kommer til at ske i løbet af de næste dage og måneder. Hvor lang tid skal vi holde os isolerede, hvor mange dødsfald bliver der, kan sundhedssystemet klare presset, og hvad med mine kære som arbejder med de syge hver dag?
Kroppen reagerer på presset. Hver især reagerer vi forskelligt. Forskellige erfaringer, tidligere oplevelser, og ydre omstændigheder påvirker os.
Langt de fleste af os står i dag i en situation, vi ikke har prøvet før. Måske forventes du at skulle lægge en 8 timers koncentreret arbejdsdag, samtidig med at du passer din lille søn som har svært ved at sidde stille, og skal hjælpe din lidt ældre datter med skolearbejdet? Måske sidder du helt alene og savner den daglige fysiske kontakt med andre mennesker, og de negative tanker har nemt ved at tage overhånd? Måske er du isoleret derhjemme, fordi du er i højrisiko-gruppen, og angsten for hvad der sker, hvis du bliver smittet fylder?
Uanset din situation er der vendt op og ned på dagligdagen og det giver reaktioner – reaktioner som er helt almindelige i denne ualmindelige tid.
Almindelige reaktioner lige nu er blandt andet:
- Du har svært ved at tænke klart.
- Du har svært ved at strukturere hverdagen og syntes ikke du får tingene gjort.
- Du oplever, at du reagerer voldsommere end du plejer
- Du lukker dig mere inde i din egen verden.
- Søvnproblemer.
- Manglende eller mere appetit.
- Forskellige angstreaktioner.
- Tristhed.
Disse stress-reaktioner er helt normale i en unormal situation!
For de flestes vedkommende vil disse reaktioner langsomt gå over, når situationen stabiliserer sig. Nogle vil dog opleve længerevarende reaktioner, specielt hvis de har været under pres før. Her kan det være vigtigt at søge professionel hjælp, enten individuelt eller i grupper.
Mange terapeuter og psykologer har åbnet op for online behandlinger. Personligt har jeg haft klienter online i flere år med god effekt, og hvis du er interesseret i at vide mere, er du velkommen til at bestille tid til en 20 minutters gratis introduktions-samtale her.
Hvad kan du gøre lige nu for at hjælpe dig selv og dine nærmeste?
På www.lottevesterli.dk/corona har jeg valgt at lægge øvelser og inspiration til, hvad du kan gøre aktivt for at hjælpe dig selv og dine nærmeste. Siden er frit tilgængelig og lavet for at hjælpe dig bedst muligt i denne meget specielle situation. Siden opdateres løbende, så kig forbi af og til. Det er mit håb, at der også er noget der vil hjælpe dig.
Lotte